Søndag den 26. september diskuterede jeg ytringsfrihedens grænser i Deadline 2. sektion med Henning Koch, professor i forvaltningsret (se udsendelsen her).
 Henning Koch og jeg har krydset klinger et par gange tidligere i den offentlige debat, og jeg tror, at vi begge bagefter har siddet tilbage med en følelse af, at vi talte forbi hinanden. Det var ikke tilfældet denne gang. Det skyldes, at vi efterhånden forstår hinandens udgangspunkter og derfor kan følge den kæde af argumenter og eksempler, der følger af den enkeltes ståsted. Vi er lige så uenige, som vi altid har været, men nu forstår vi bedre, hvad vi er uenige om og hvorfor.
I forbindelse med offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten for fem år siden skrev jeg, at man, dvs. alle borgere uanset køn, alder, hudfarve, religion, kultur, foretrukne fodboldhold osv., i et sekulært demokrati må være parat til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Henning Koch opponerede dengang og anførte, at ytringsfriheden ikke er ukrænkelig og at der findes grænser for, hvor meget hån spot og latterliggørelse, man skal finde sig i.
Fem år senere må jeg give Henning Koch ret, ikke mindst når det gælder Europa, hvor presset er voksende for at vedtage krænkelseslove, der kriminaliserer endnu flere ytringer end tilfældet er i dag.
Uenigheden mellem mig og Koch består i, at han bifalder krænkelseslove og er tilhænger af at bevare både blasfemi- og racismeparagraffen, mens jeg er bekymret, og mener, at kampen mod diskrimination ikke bør ske ved at kriminalisere diskriminerende og nedsættende ytringer, men ved at slå hårdt ned på diskriminerende handlinger. Jeg er af den opfattelse, at diskrimination og racisme bedst bekæmpes ved hjælp af ytringsfriheden og ikke ved at begrænse den. Desuden mener jeg, at denne debat er alt for vigtig til at overlade til retssystemet. Jeg folder min argumentation ud i ”Tavshedens Tyranni”, som udkom den 30. september 2010 på JP Forlag.
Hvad mener du?

Tags: Henning Koch, Muhammed-tegninger, krænkelseslove, ytringsfrihed